Indlæg i Lolland-Falsters Folketidende - 6.11 2000

VÆRFTET I MIT HJERTE

AF SVEND THORSEN, KULTURHISTORIKER

Nakskov har altid været en underlig, historieløs by. En by, der blindt har slettet sporene efter sin nære fortid, og dermed tvunget fremtiden til historieløshed.

Byens storslåede fæstningsværker, der kunne modstå Carl Gustavs mægtige hær, blev jævnet af et ambisiøst borgerskab, der ønskede, at byen skulle vokse ud over sine gamle grænser.

Da socialdemokratiet fik magten, havde de så travelt med at jævne klasseforskelle og skabe udvikling, at de ikke havde tid til at tænke på at bevare den by, som borgerskabet havde skabt. Og rent galt gik det, da supermarkederne fik lov til at udhule og udslette de stolte købmandsgårde. P-pladserne gjorde byen så underlig gennemsigtig og grimheden blev et grundvilkår.

Nu er turen kommet til Værftet.

For ikke særlig længe siden var Værftet byens stolthed. Da det lukkede, vendte billedet, og Værftet blev hurtigt byens skamplet. Nu hvor Vestas er kommet til, skal sporene fjernes i et tempo, der næsten er østeuropæisk. Fortiden skal glemmes, og enhver udrensning starter med et navneskifte. Værftet skal omdannes til "maritimt logistikcenter", og embedsmændene har fået besked på at udslette de ubehagelige spor af, at Nakskov var en ægte arbejderby. Det gør man med en lokalplan, og udvalgsformanden kunne forleden fortælle Folketidende, at der står et enigt byråd bag den lokalplan, som endnu ikke er lavet.

Jeg er ikke i tvivl om, at byrådet får sin vilje. Jeg tvivler heller ikke på, at det er fornuftigt at omdanne Værftet til et moderne industriområde. Men da jeg læste om udrensningen, kunne jeg mærke, at nogle følelser var i klemme. Og jeg er næppe den eneste nakskovit, der har noget i klemme, når det gælder Værftet.

Værftet var byens puls. En langtrukken tuden klokken syv, derefter begyndte kranerne at køre. Først rumlende. Så snurrende. Og bag det hele en monoton nittebanken, som slag på store, tomme tønder. Klokken fire tudede værftsfløjten igen. Så blev der atter stille på Værftet.

Værftet var også en del af pulsen i vores eget liv. Det var der, pengene blev tjent, og når det gik godt for værftet, gik det godt for hele Vestlolland.

Vi, der havde fædre på værftet, blev skrevet op til en lærlingeplads, når vi begyndte i skolen. Det gav en vis tryghed. De, der ikke kunne stave eller regne, sad og drømte om Værftet, hvor den slags ikke spillede nogen større rolle. Andre drømte om at fortsætte i mellemskolen. Bare for at slippe for Værftet.

Indtil lukningen i 1985 var Værftet det vigtigste fælles grundvilkår for alle, der boede i Nakskov, og det er underligt at tænke på, at Værftet snart vil være væk. Og at der efter os vil komme historieløse generationer, fordi byrådet har ønsket at slette alle spor af Nakskov Skibstværft.

Men foreløbig vil vi da være nogen stykker, der med mere eller mindre rystende fingre vil kunne pege i retning af logistikcenterets kedelige betonhuse og fortælle, at det var der, Værftet lå.

Men det ville unægtelig være lettere at fortælle historien om Værftet, hvis det, der er bevaringsværdigt, bliver bevaret. Værftsporten for eksempel. Den strutter af fortælleværdi, identitetsværdi og symbolværdi. Det er derfor, TV-fotograferne var så glade for den.

KRANBALLETTEN • NAKSKOV • 1989